Er kommet noget sent igang med min dagbog, men hellere sent end aldrig. Vil på et senere tidspunkt fylde det på som mangler fra den dag jeg opdagede knuden og frem til idag..

Men har igen idag været på Hamlet. Har i mandags fået en vakumpumpe på mit bryst, da Tut jo ikke overlevede og blev skåret af. Så for at få helet det hul som der jo er kommet efter Tut skulle der altså sættes denne pumpe på. Og jeg må desværre konstaterer at vi ikke bliver gode venner. Der går en lang slange fra mit bryst og ud til en "lille" taske som så er pumpe funktionen og den larmer ret meget.. Men de sagde at fra i mandags og til idag at det havde helet rigtig pænt og de er overbevist om at jeg på mandag kan blive syet sammen. For det er vigtigt at jeg heler hurtigt for at kunne komme igang med min kemo.

Skal imorgen på Herlev til min første samtale og planlægning af min efterbehandling og er noget spændt. Der er efterhånden opstået en masse spørgsmål omkring min kræft. Ved godt at det ikke har spredt sig til lymferne, men som jeg spurgte Dan (min mammakirurg) om så er der jo andre steder at det kan spredes til. Blandt andet blodbanerne. Og er forfærdelig nervøs for at det har spredt sig derigennem. Især fordi jeg fik at vide at min kræft var aggressiv og det man kalder klasse 3. Mener det går op tilklasse 5. Altså pænt aggressiv.

Er stadig ikke startet på arbejde. Var derude i mandags i fire timer hvor jeg så var på Hamlet. Men efter de har sat denne herlige maskine på mig, føler jeg mig en del hæmmet og det er ikke sådan lige og komme omkring. Synes også det er pænt pinligt og rende rundt med. Men på den anden side hvis det er det der skal til så what the fuck.... Skal jo til konfirmation på fredag, men der har jeg gudskelov fået lov til at tage den af...
Har igår fået sat negle på og skal idag til en ansigtsbehandling, synes sgu jeg fortjener at være lidt god ved mig selv. Især efter det jeg har været igennem den sidste tid...
Drengene har det godt. Patrick har brugt en del tid på at komme sig oven på det positive svar. Han har godt tænkt rigtig meget i sit lille hoved. Fuck hvor ville jeg gerne have været foruden dette helvede... Især på grund af børnene. Det har sgu godt nok været hårdt for dem og især også for Torben.. Han er sgu fantastisk min mand... Han står hos mig uanset hvad og støtter mig.. Er sgu helt bange for om han ikke glemmer sig selv...Kan ikke andet end håbe at han siger til... Nå vil slutte for idag og regner stærkt med at vende tilbage imorgen..

See you Knus fra mig

Så er jeg her igen
Har igår været på Herlev til min første lægesamtale.. Puha ikke nogen fed oplevelse. For det første kunne vi ikke finde D4 som vi skulle møde på. Og så er de igang med at renovere på Herlev, ved godt at det skal jo gøres en gang imellem. Men helt ærligt det flød og roede på afd. ikke særlig indbydende. Nå efter at have spurgt lidt forskellige om vej fandt vi endelig D4. Men så kom problemet med at finde ud af hvor man melder sig.. Vi måtte igen spørge og jeg blev spurgt om mit navn og da hun hørte dette sagde hun at jeg stod på listen og skulle bare sætte mig og ville så blive kaldt ind til lægen. Her sad Torben og jeg så, fuck der gik det lige pludselig op for mig at jeg har Kræft... Det blev bare så virkeligt.. Jeg måtte kæmpe hårdt for at tårerne ikke væltede ud af hovedet på mig... Der sad et par stykker hvor man tydeligt kunne se at de havde paryk eller tørklæde på og at de dermed er i kemo behandling.
Nå endelig blev vi kaldt ind til overlæge Else Svensson. En lidt ældre dame, som viste sig ikke og have særlig god empati/menneskelig forståelse. Hun er sikkert meget dygtig til at behandle, men det menneskelige omsorg dur hun godt nok ikke til.
Nå fik så en masse oplysninger om min kræft. Og blev tilbudt at få foretaget en gentest, for at finde ud af om jeg har det gen som gør brystkræten arvelig. Og det har så betydning for mine børn også selvom de er drenge. De har så en større risiko for at få brystkræft. Det havde selvfølgelig været meget værre hvis jeg havde piger. Så gudskelov for det. Men hvis jeg har dette gen så har jeg MEGET stor risiko for at få bryst kræft igen. Og så skal jeg tage et valg om hvorvidt de skal skære begge mine bryster af. Og den beslutning har jeg taget. De skal bare væk...
Jeg blev også tilbudt at komme med i et forsøg, det er jeg så ved og overvej, men tror jeg siger ja tak. Behandlings mæssigt er der ikke den store forskel, men jeg bliver fulgt i 10 år fremover istedet for de 5 år som alle får tilbudt...
Vi aftalte at jeg skulle have en ny tid sidst i næste uge eller starten af ugen efter. For vi skal jo lige være sikker på at brystet er vokset sammen. Men regner med at Michael (min plastikkirurg) kan sy det sammen på mandag.
Men første dag på Herlev var rædselsfuld. Det koster dem sgu ikke noget at være menneskelige. Det var klart det som var værst.. Jeg har enormt meget behov for at dem som skal behandle mig, tager sig godt af mig og her mener jeg ikke det fysiske, men helt klart det psykiske...For det er så hårdt.. Savner Hamlet. Øv at de ikke kan få lov til at give mig efterbehandlingen..
Nå vil slutte for idag, men vender frygteligt tilbage...

See you knus fra mig

Så er der gået et par dage siden jeg skrev sidst..
Har i fredags været til Rasmus konfirmaton, og hvilken fed fest. Håber du synes det samme Rasmus. Jeg havde ihvertfald en fed aften og fik mig da også en lille skid på.. Og pas på Rasmus hævnen er sød.. Du slipper ikke godt fra at vælge mig til din tryllekunstner.. Men sjovt var det..

Nå har så igen igen idag været på Hamlet. Håbede at Michael ville sy hullet sammen. Han studerede det nøje, og den anden plastik kirurg Andreas mente at han bare skulle syg det sammen. Men Michael var ikke helttilfreds, så efter en del overvejelser mente at han løsningen skulle være at transplanterer noget hud fra min højre overarm og over på hullet. Troede til at starte med at det ville de gøre imorgen eller onsdag og at jeg selvfølgelig ville være i narkose, Men ak nej det skulle da gøres med det samme og i lokal bedøvelse. Av av er sgu noget bange for nåle. Havde min kære husbond med og han var bestemt ikke begejstret ved situationen. Så min sygeplejerske Jane og jeg blev hurtig enige om at Torben måtte uden for døren. Selvom han ikke var meget for det for han havde jo lovet mig at holde i hånd. Men Jane overtalte ham til at gå ud og lovede at hun nok skulle holde mig i hånden. Der var en del forberedelser hvor jeg skulle pakkes ind i div. klæder og både Jane og Michael skulle have kasket og maske på.. Nå så kom det ubehagelige Michael startede med at bedøve min højre arm og av av det gjorde lige præcist så ondt som jeg regnede med. Men det var ikke prikket, det var væsken som han sprøjtede ind. Så gik han igang med at skrælle hus af for derefter at syg mig sammen. Så kom turen til brystet og der er meget af det jo dødt. Altså forstået på den måde at følelsen er meget væk. Han valge og lægge lidt bedøvelse men det kunne jeg ikke mærke. Og gik så igang med at sy min hus fra armen på. Jeg synes at det gik rimeligt hurtigt, men min mand synes godt nok at det tog lang tid.. Og så kom den satans pumpe på igen, men regner MEGET kraftigt med at de tager den af fredag. Den er så irriterende.... Humøret er ok. Det går noget op og ned, men har fantastisk opbakning fra min familie især min dejlige mand og søster. Elsker jer sgu så meget... Nå det var så det for denne omgang...

See you knus fra mig

Hej Alle
Ja det er nogle dage siden jeg sidst har skrevet, men tror nu det bliver sådan at der går lidt dage imellem. Først tusind tak for alle jeres indlæg i gæstebogen, dejligt og se at i ser vores hjemmeside.
Jubii fik pumpen af fredag og de syntes at det så meget pænt ud, men er nervøse for om det er helet godt nok, så jeg kan komme igang med kemo på onsdag. Michael skulle i fredags snakke med Herlev og da jeg ikke har hørt noget fra nogen af dem går jeg ud fra at jeg skal møde op til lægesamtale imorgen, med henblik på at starte kemo på onsdag. Er godt nok MEGET bange for det kemo. Er satans bange for det gift de skal pumpe ind i kroppen på mig. For hvordan påvirker det ikke lige min krop, hvilke bivirkninger får jeg og hvor hårdt bliver jeg ramt af dem???? Men samtidig kan jeg bare ikke vente med at komme igang, for jeg føler hele tiden at der nogle af de der grimme kræftceller som fiser rundt i kroppen på mig og vil blive ved med at lave ballade. Så jeg higer efter og komme igang.
Var i fredags sammen med min dejlige søster inde på Frederiksberg for at skulle vælge mig en paryk. Puha igen igen blev jeg mindet om min sygdom.. Havde forestillet mig inden at når det skal være sådan, at jeg så ville blive en langhåret lækker tøs. Den første paryk jeg prøvede endte faktisk med at blive den valgte. Men det var altså ret sjovt og prøve mange forskellige. Og det blev da også en med noget længde. Men for en sikkerheds skyld prøvede jeg også en korthåret og den var jeg bare ikke tilpas i. Det var som om at jeg ikke følte mig sikker, hvor den langhåret sørgede for at beskytte mig på en mærkelig måde. KAn ikke helt forklares skal prøves. Men de var helt fantastiske derinde. De sørgede for at man sad helt for sig selv sådan at andre ude på gaden eller i forretningen kunne se på mig. Det var dejligt. Min dejlige søster var med mig for være kritisk. Tror min mand var meget glad for ikke og skulle med, for det er lidt ligesom når vi spørger om vores tøj den dag ser godt ud og de så bare siger du ser da lækker ud skat. Jeg tror i kvinder ved hvad jeg mener, man føler ikke helt at de er ærlige. Men tusind tak kære søster fordi du tog med. Det betyder så meget for mig. Fik også valgt en del tørklæder og hatte og helt åndsvagt men jeg kan næsten ikke vente med at komme igang med at bruge dem, for de er bare lækre og flotte. 2 af mine kasketter er faktisk med faktor 50 beskyttelse, det er rart når nu jeg skal til Spanien her til sommer...
Nå fik endnu en fest hvor jeg ikke var startet på kemo. Vi var til Simones konfirmation og hvor var du bare smuk min egen. OG vi er utrolig glade for at kende dig, din mor, far og lillesøster. I er sgu bare dejlige og hvor vi glæder os til vi skal på ferie med jer hertil sommer. Og hvor var din lillesøster bare dygtig da hun holdte tale for dig. Lov mig at i holder fast i hinanden, familien betyder alt...Love you
Nå vil slutte for denne gang, har en uge hvor der måske venter mig lidt udfordringer. Men det skal jeg nok vende frygteligt tilbage med.. 
See you knus fra mig

Hej Igen...
Ja ugen gik jo ikke som jeg havde håbet på. Startede i mandags på Herlev, med blodprøver. Og bare at få taget dem er der enorm lang ventetid. Og det ska lige siges at der hvor jeg får dem taget er kun os med kræft og vi er bare mange.. Øv øv. Nå videre til læge samtale og var noget spændt på om det var den samme læge. Men jubii vi kunne på døren til stue 8 se at lægens navn var en anden. Vi sad og ventede pænt længe på at komme ind og blev mere og mere nervøse for vi havde en aftale på Hamlet kl. 12.00. Da klokken var lidt over halv tolv var jeg nød til at ringe til Hamlet for at sige at vi ville blive forsinket og vidste ikke hvor meget. Men de ville give beskeden videre og så måtte vi se. Igen blev jeg påmindet om at jeg har kræft. Det er ligesom at når jeg er hjemme, på arejde eller på Hamlet at kræften ligger godt gemt., Men på Herlev får jeg den smidt lige i fjæset og det gør mig ked. Faktisk allerede på vej i bilen bliver jeg meget stille, ja tro det eller lad være men jeg kan faktisk godt blive mundlam. Torben kan også godt mærke det på mig, men han er så god til lige og give mit ben et klem når vi sidder i bilen og så blive jeg lidt mere tryg. Har meget svært ved at holde tårene tilbage når vi er på Herlev, føler jeg kunne tude under hele besøget der... Puha der kommer nok til at blive grædt en del tårer  på Herlev.. Men sådan er det vel..
Nå vi bliver kaldt ind til lægen 10 min i tolv. Og hun går med det samme igang med at ville fortælle om den forestående behandling om onsdagen. Sidder noget chokket og tænker at den anden læge sgu da ikke har skrevet en skid i min journal om at de måske lige skulle kigge på brystet for at se om det er helet.. Men nej det har hun så ikkeskrevet en skid om ej heller at Michael fra Hamlet har ringet for at snakke med dem. Nå men jeg stopper hende ret hurtigt for at fortælle at det nok lige er en god ide og kigge på brystet. Og det bliver hun enormt glad for at jeg siger, for ellers kunne hun have spildt en del tid på noget som ville lige være lige meget. Jeg åbner for brystet og det bliver ikke meget før både lægeog sygeplejerske siger nej den går ikke det er alt for åbent til at vi kan gå igang med kemo.. Så tuder jeg jo, for nu havde jeg sat mig fuldstændig op til at skulle igang med kemo. Men inderst inde var jeg godt klar over at de ikke ville. Lægen mente at vi skulle give det 14 dage mere og så se hvad brystet så siger. Hun var en meget bedre læge, hun havde empati og tog mig på låret da jeg brød sammen. Det var rart med lidt omsorg. Vi snakkede så lidt om hvor vidt jeg ville være med i deres forsøg. Hvilket jeg har sagt ja tak til. Jeg har så fået en tidtil d. 8 juni og et par dage senere til evt. kemo. Men jeg tror ikke selv på at det når og hele. Så endnu engang venter jeg bare. Var så på Hamlet hvor Andreas kiggede på hullet og måtte konstaterer at det hud de har transplanteret ikke havde overlevet og han mener der kun er en vej og det er at det heler af sig selv. Hvilket jeg kan se tager MEGET lang tid.. Har fået tid til Hamlet på mandag og der vil det være Michael som kigger på mig. Måske de bare for lang tid siden skulle have skåret det op og så syet det sammen. Øv øv øv..
Har dog været på arbejde tirsdag, onsdag og fredag. Fredag foregik godt nok hjemme. Men det var dejligt og komme igang igen. Men kan mærke at jeg er langt fra mit tidligere jeg arbejds mæssigt. Bliver meget hurtigt træt og er ikke mange sure sild værd om aftenen. Stakkels familie.. Men har da kunnet gå hjem før tid og det gør meget. For så ikke lige gjort det jeg burde. Nemlig og gå hjem for at ligge mig. Næ nej jeg tager ned og handler og går så lige hjem og rydder op..
Nå vil slutte for denne gang og endnu engang tak fordi i er der for mig allesammen..

See you knus fra mig

Hej Alle
Ja det er længe siden jeg sidst har skrevet, men det er nu fordi der ikke er sket så meget fysisk med mig. Skal idag til lægesamtale på Herlev (skal nok skrive senere hvordan det gik) og jeg sidder her ved spisebordet alene og er så nervøs. Skal jeg vente endnu engang eller er hullet "lille" nok til at jeg kan komme igang med kemo...
Nu er der kun en måned til vi skal på ferie med fantastiske venner, søster og svoger og hvor jeg bare trænger til den ferie.. Jeg skal bare slappe af nyde solen nyde min famile nyde mine venner og nyde det fællesskab som vi har når vi er på ferie. Glæder mig bare så meget...
Har en del svært ved og sove om natten og bliver desværre nødtil at tage en sovepille i ny og næ. Det gode ved den er at jeg sover men dagen efter er min krop bare så træt..
Jeg tænker en del iøjeblikket over hvordan det hele skal komme til at gå, her tænker jeg ikke så meget på kræften, men mere mig selv og min familie.. Der sker en del med mig i hovedet iøjeblikket og jeg er bare så bange for at Torben ikke kan følge med. Bange for at jeg forlanger for meget af ham... Ikke fysisk men psykisk... Jeg ved at jeg kræver en del af ham. OG jeg tror at han i sine tanker tænker at min prognose jo ser fin ud så vi er da tilbage i vores gamle liv. MEN det er jeg bare ikke.. Jeg tænker så meget på alt det jeg gerne vil ændre. For jeg føler at denne sygdom har sat rigtig meget igang hos mig. Kan ikke helt forklares,  men det handler om ting jeg vil ændre på løbende. For eksempel har jeg besluttet med lidt protest fra min mand at jeg vil have min drømmebil. Ved godt det er lidt plat, men jeg føler lige nu at jeg må leve her og nu mens jeg er her. Ved jo ikke hvordan det hele ser ud om et år.. Der er mange ting som jeg ikke vil udskyde mere. Mit arbejde kører også rundt i hovedet på mig. Prøver og finde ud af om  det virkelig er det jeg vil, eller skal jeg springe ud  i den drøm jeg altid har haft om at blive sygeplejersle eller måske noget helt tredje???? Det gør jeg mig mange tanker om....
Var i tirsdags på Kennedy Inst. for at høre om arvelig brystkræft.. Puha.. Fra jeg har fået taget de 2 blodprøver går der 4-6 mdr. før jeg får svar... Og hvis jeg har genet er der bare meget jeg skal tage stilling til... Den største er om jeg skal kontakte min far igen, for at mine 3 søskende (som er piger) skal have besked. Tror nu nok at jeg er kommet til den konklusion at det skal jeg og så må de selv beslutte hvad de så vil gøre... Min søster er næsten overbevist om at hun vil få prøven taget også, da hun jo har en datter som det også kan være givet videre til...Men det værste i dette er at skulle kontakte min far igen!!!! Der skete jo en del skidt sidst vi havde kontakt og jeg vil jo på ingen måde komme imellem ham og hans kone (hvis han altså stadig er gift med hende) for det er immervæk 11 år siden...
Nå vil slutte for nu og vender frygtelig tilbage med hvordan det er gået på Herlev idag..

See you knus fra mig

Hej Igen..
Ja var på Herlev mandag d. 8 juni... Puha var noget spændt på samtalen... Det blev en lang dag derude. Vi startede med blodprøver og det gik for en gang skyld hurtigt. Havde så ikke lige fået at vide hvilken stue jeg skulle til lægesamtale på. Så gik ind til pigerne i bookingen of her fik jeg at vide at jeg var sat til stue 5... Der sagde hun at Else (den læge jeg ikke ville ind til) sad, men det skulle jeg ikke bekymre mig om for lægerne byttede tit rundt på stuerne og jeg stod jo til at skulle ind til Gosha. Nå vi satte os til rette og hvad tror i så der sker???? Det er da søreme Else som kalder mig ind.. JEg kunne have skreget begge mine lunger ud... Fuck fuck fuck.. Jeg havde ikke lige modet til at sige til hende at jeg jo havde frabedt hende... Nå der var så denne gang en sygepjejersle med og hun var god til at samle det op som Else glemte. Nå vi startede med at kigge på mit bryst (det kunne hun dog huske) og det blev gudskelov godkendt... Så nu hed det kemo torsdag. Men jeg havde jo sagt ja til at ville deltage i et forsøg og der skulle så trækkes lod om jeg skulle have standard behandling eller forsøget. Der gik 5 min. og så fik jeg svar om at jeg skulle have standard behandlingen... Så det var jo fint nok. Fik så nogle kvalme piller som jeg fik at vide jeg skulle tage 1 time før jeg mødte til kemo om torsdagen. Vi fik så også styr på ferien... Jeg fik trumfet igennem at ferie det ville jeg på og så blev vi enige om at nr. 2 kemo først skulle være når jeg kom hjem fra ferie. Så nu er der ikke nogen større risiko for mig ved at tage på ferie. Så det skulle også være muligt at få forhånds godkendelsen fra SOS... Mere i tilfælde af hvis der skulle ske mig noget... Imens sad der en læge og ventede på mig udenfor, for nu da jeg skulle have standard behandlingen ville han høre om jeg ville være med til et kontrol program for hjertet. Det er sådan at det ene præperat af de 3 jeg skal have har de mistanke om skader hjertet. De ved det skader ved større doser end det vi får mod kræft. Men har ikke fået lavet en undesøgelse om hvor meget det belaster hjertet ved den dosis vi får. Men jeg sagde ja tak.. Det eneste er kun at mit hjerte skal undersøges inden jeg gik igang med kemo og efter 3 behandling. Men så bliver mit hjerte da også tjekket og holdt øje med.. Det er nu meget rart... Efter undersøgelsen af hjertet skulle vi lige en tur forbi blodprøver igen. Jeg skulle jo også have taget den for at se om jeg har det arvelige brystkræft gen.. Det var 2 blodprøver og her mener jeg ikke 2 glas men av av 2 stik.. Nå det gik nu ok. OG så er det bare at vente på svar... 4-6 mdr... Nå har lagt det lidt i baggrunde.. Efter blodprøven så syntes jeg lige at jeg ville en tur forbi pigerne i bookingen som jo var dem som fortalte at jeg godt kunne sige fra over for at skulle have en bestemt læge... Jeg var godt gal i skralden.. Og hun startede med at forsvare sig selv og sagde at det ikke var deres skyld... Det var jeg sådan set skide ligeglad med. JEg sagde til hende at det jo var hende som havde lovet mig det og så måtte hun altså også tage ballen.... Det er fandme for dårligt. Som det midste kunne de sgu godt have sagt det inden så jeg enten kunne få en anden tid eller have accepteret det. MEn bare meget rart at være forberedt...Hun forklarede mig så hvad der var gået galt. Gosha havde haft en meget syg patient og de havde så byttet indbyrdes de 2 læger. MEn Gosha var åbenbart ikke klar over at jeg havde bedt om ikke at få Else. Men sygeplejersken som sad sammen med Else denne dag vidste det godt, men tænkte at det nok bare var noget pjat.. Nå men jeg fik ihvertfald sat gang i den øverste ledelse derude, for nu må de ikke mere bare skifte stuer uden at give bookingen besked og de skal respekterer patienters ønske om hvilke læger man ikke vil ind til.
Nå så kom jeg til torsdag... Havde taget en sovepille aftenen inden for ikke at skulle ligge og vende og dreje mig hele natten. Vi var i god tid og skulle møde på det der hedder B3 på Herlev. Deres skiltning skal de sgu heller ikke have ros for. Vi kunne ikke finde ud af hvor vi skulle melde os hende. Men heldigvis kom en af pigerne fra bookingen forbi og hun anmeldte mig, så nu  ved jeg hvor jeg skal gøre det næste gang... Havde tid til kl. 9 og blev kaldt ind lidt over ni af en utrolig sød sygeplejerske... Hun tog sig rigtig god tid til at forklare mig hvad der skulle ske og spurgte mig flere gange om jeg havde spørgsmål... Nå så skulle nålen ind og av for pokker det er sgu noget værrer end at få taget blodprøver, men har nogle gode årer så det gik hurtigt. Fik så at vide at jeg skulle have 2 præperater den dag de næste 3 gange.. Det første var noget rødt stads og det satte hun igang og sagde at jeg skulle sige til hvis der var noget som gjorde ondt.. Der gik lidt før jeg fik kigget på slangen som gik ind i mine årer. Og lige pludselig kigger jeg på min hånd og kan se det røde stads løbe ind.. Der knækkede filmen fuldstændig for mig... Fuck jeg blev bange og var lige før jeg sagde stop det her vil og kan jeg ikke.. Men det går jo ikke, det er jo det der skal til... Men min sygeplejerske sad rigtig længe og trøstede mig og sagde at det skete for de fleste.. Det var ligesom om at det endnu engang gik op for mig hvad det er for noget lort denne sygdom gør ved en...Nå det gik faktisk rigtig hurtigt med det røde. Så kom turen til det sidste og det var gudskelov vand farvet (eller hvad man nu kalder det) Igen skulle jeg sige til hvis der var noget. OG hen mod slutningen af dette så havde jeg det som om at der sad peberrod i min næse.... Det kløede lidt og fortsatte kun i en halv time efter jeg var færdig... Men det gik forbavsende hurtigt med det hele, det tog kun 40 min. Jeg mærkede ingenting da vi kørte hjem og heller ikke den første time. Men så kom der godt noken del kvalme, hovedpine og havde det som om jeg havde influenza. Puha det var godt nok en hård dag. Og jeg vidste jo at det kunne tage nogle dage endnu...Da jeg lå og havde det allerværst traf jeg min beslutning om at hvis gentesten viser jeg har det arvelige gen for brystkræft så skal mine bryster fjernes. Jeg vil simpelthen ikke udsætte mig selv for sådan en omgang. Ved godt de siger at de kan få taget det tidligt, men hele denne oplevelse har bare været for hårdt. KAn fandme godt forstå dem som får brysterne fjernet. Og nogle ved ikke engang hvordan det er at få kræft og jeg kan kun tilslutte mig.. DE SKAL BARE VÆK...
Tog igen torsdag en sovepille for at sove ubehaget væk. Vågnede nu alligevel en del gange men kunne så godt falde i søvn igen.. Vågnede fredag og lå lige og mærkede efter i min krop hvad der skete og puha ingen kvalme, men stadig lidt hovedpine.. Hovedpinen kunne jeg ikke få helt væk fredag, men kunne holde den nede...Tog til salgsmøde ude på arbejdet da jeg jo havde det nogenlunde.. Bliver godt nok lidt rødmosset i hovedet og får ind imellem lidt svede ture, men det er til at klare.. Sidder så her lørdag og havde lidt kvalme da jeg vågnede men har så taget lidt piller og nu er det væk.. Men gudskelov ingen hovedpine... Så krydser for at der ikke kommer for mange flere bivirkninger... Men lad os nu se. Håret falder jo af, der kan gå 3-5 uger endnu.. Men vi får se. Lige pludselig ser i mig med langt hår og tørklæde...Men håret kommer jo igen. Men forventer en lille nedtur når det sker... Nå nu vil jeg slutte for idag, det var vist også en lang en jeg fik skrevet.. MEn det hjælper helt vildt meget og håber i kan holde ud og læse så meget...
See you knus fra mig

Så er jeg her igen.. Sidder og er noget ked af det... Har lige læst på PytMettes hjemmeside at hun desværre er gået bort. Hun tabte kampen til brystkræft.
Jeg fandt hendes blog da jeg ivrigt søgte på nettet efter oplysninger som kunne gøre mig klogere på min kræft. Det var sørgelig med god læsning for mig. Mette var terminalpatient og der var vist ingen vej uden om....
FUCK en lorte sygdom.. Så sidder jeg her og føler mig skyldig..... For det ser jo godt ud for mig. Ved godt jeg skal være lykkelig for at min prognose ser godt ud.. Men ingen kan give mig nogen garantier for at det ikke kommer igen og om jeg så overlever næste gang?????
PytMette var ikke særlig gammel på alder med mig... Det er bare så uretfærdigt...
Får mig til at råbe HVORFOR GUD?????????? Hvad fanden er meningen med at folk skal tages fra deres kære???? Jeg forstår det ikke og tror heller ikke jeg kommer til det.. Er ikke specielt religiøs, men det er sgu rart og kan skælde ham ud....
Nå har egentlig haft det nogenlunde ok.... Var med til fodbold kamp med mine tøser.. Kunne godt nok kun holde til ca. 3 min. Men hvor var det bare fedt og være med igen....
Har siden i tirsdags haft ondt i min hals og blev noget nervøs for om jeg havde fået en gang halsbetændelse, så var lige en tur hos lægen igår onsdag for at blive podet. OG gudskelov var der ikke halsbetændelse, men desværre har jeg fået svamp i munden. Det er nu heller ikke så behageligt... Har så fået noget Brentan gel som jeg skal spise/smøre munden med og det har bestemt hjulpet...
Har ellers haft en rigtig god dag idag. Var i Taulov til møde med noget arbejde og fuck hvor er det dejligt at føle man stadig er med... Der har godt nok været noget kaos på arbejdet, da vores direktør Palle er blevet fyret og nu er vi alle i chock tilstand. For hvad fanden skal der nu ske....Nå det er en længere forklaring..
Vi fik lavet os en gang grill og det var så lækkert vejr så vi kunne sidde i haven og spise.. Det var ren terapi for sjælen... Min lille søn syntes vist også det var dejligt at han var alene med os uden sin storebror.... Men så kom jeg til at gå på nettet og læste den dårlige besked. Og så blev jeg noget ked og havde lige brug for at skrive mig ud af det...
Ved ikke hvordan jeg nogensinde skal takke jer allesammen for jeres dejlige beskeder, det varmer så dybt i mit hjerte...Tænk sig folk som jeg havde som "bekendte" betyder lige pludselig alverden for mig, netop fordi de viser mig deres varme og støtte... Denne var til dig Hansen... Dig og Finn er sgu nogle dejlige,varme og vidunderlige mennesker og jeg er så glad for at have jer i mit liv..
Nå skulle bare lige skrive lidt som blev til meget...
See you knus fra mig

Hej Igen

Ja så kom dagen hvor håret begyndte og falde.... Helt præcist torsdag d. 25/6-09. Havde været i bad men gudskelov ikke vasket mit hår (det gør jeg kun hveranden dag, det skulle være det bedste for ens hår iflg. min frisør). Tørrede det og hev i det som jeg har gjort hver morgen siden jeg startede med kemoen. Og ups så var der sgu lige en stor tot imellem fingrene. Gik fuldstændig i stå, satte mig ned på toilettet og tudbrølede.. Torben var taget på arbejde så sad der helt alene og tuede....Fuck fuck.. Vidste jo godt at dagen ville komme, og havde forberedt mig på den. Men uanset hvad DET KAN MAN BARE IKKE!!!! Havde mest lyst til at blive hjemme fra arbejde denne dag, men min rengøringsdame skulle selvfølgelig komme denne dag og jeg havde bare ikke lyst til at sidde herhjemme foran hende og tude.. Så jeg tog på arbejde, sad i min bil og sendte en besked til min dejlige veninde Lotte som jeg havde lavet en aftale med. At nu var dagen kommet og at jeg havde desperat brug for hendes hjælp senere på dagen. Havde jo beslutet at jeg selv ville tage håret når den første tot røg.. Set i bakspejlet skulle jeg måske have gjort det noget før. For det er bare psykisk hårdt at opdage det på denne måde... På arbejdet sendte jeg en mail til mine medarbejdere om hvad der var sket denne morgen og at hvis mine øjne så lidt hævede ud og hvis jeg snerrede så var det ikke noget de havde gjort så var det bare den fucking kemo´s skyld... Og hvor er i bare og har været igennem helt mit sygdoms forløb FANTASTISKE... Ved simpelthen ikke hvordan jeg skal takke jer nok for den omsorg og forståelse i har vist mig allesammen...Takker af hele mit hjerte.. For jeg ved jo godt at jeg svigter jer en del iøjeblikket, men i skal vide at jeg prøver alt hvad jeg kan for at være en nogenlunde ok chef... Det er bare ikke godt nok iøjeblikket...
Kørte tidligere fra arbejdet da jeg havde en aftale med Hamlet om endnu et tjek af brystet... Og den gode nyhed er at nu er det helet fuldstændig op. Gudskelov for de havde advaret mig om at når nu jeg gik igang med kemoen, så ville helingsprocessen gå istå. Og det kunne betyde at der kunne gå infektion i det, nu hvor mit immunforsvar blev slået ned.. Men det skete ikke. Og er nu færdig med at gå til de ugentlige kontroller... Så har fået en tid til sidst i august hvor min plastikkirurg skal tjekke mig en sidste gang. Måske det kan komme på tale at jeg skal have lavet en tut... Men det ligger ud i fremtiden, og afhænger jo meget af svaret fra min gentest.. Vi får se...
Nå Lotte kom om eftermiddagen og havde taget maskinen med som skulle tage alt mit smukke hår... Og det var godt nok underligt og sidde der og se den ene store tot efter den anden ryge af... Men har nu altid tænkt at det kunne være fedt og prøve at rage det hele af..Men det var nu ikke så fedt når nu man blev tvunget til det... Men vi lavede en del fis omkring det og det gjorde det hele meget lettere.. Torben tog en del billeder undervejs, skal nok ligge dem ind på et tidspunkt...Der er nu en del billeder fra hele dette forløb som jeg gerne vil vise jer. Så det må jeg hellere få gjort...
Jeg var ellers meget fast besluttet på at det hele bare skulle af, men Torben og Lotte overtalte mig til at lade et par millimeter være tilbage, så ville overgangen ikke være så slem...Og der var ikke nogen bare pletter endnu, så det kunne sagtens lade sig gøre... Jeg gik med til lige og kigge mig selv i spejlet og måtte give dem ret... Det var en god beslutning... For jeg kan faktisk godt gå uden noget eller bare med en almindelig kasket...
Fredag skulle jeg over i Nicklas´s klasse, da han jo skulle sige farvel til sine klassekammerater efter 9 år. Det blev så min første fremtræden med tørklæde.. Nicklas var rigtig sød, han tilbød og hjælpe mig med at binde mit tørklæde, da jeg ikke helt havde styr på det.. Men jeg afslog for jeg skal jo selv kunne det....Men han var med til at vurderer om det sad ok.. Og det syntes han at det gjorde...Puha der var godt nok mange som kiggede og de små børn på skolen nøjes jo ikke med at kigge og så se væk. Nej de stirrer jo på en. Men sådan er de jo og det var da også noget mærkeligt.. Jeg var noget nervøs for om jeg skulle kæmpe med tårene, men det gik over al forventning.. Der var så nogle forældre i Nicklas klasse som ikke vidste hvad der er sket med mig og de blev noget overrasket, da jeg kommer ind i klassen med tørklæde på.. (For så ved man jo automatisk godt hvad det betyder). Det er jo iøjeblikket meget varmt og det er det så også at have et tørklæde på hovedet...Men godt jeg har nogle med kasket.. Og måske jeg bliver så modig at jeg går uden???? Parykken ved jeg ikke helt endnu hvor meget jeg kommer til at have på... Kan mærke at det er et stort skridt for mig og skulle vise mig med den....Men jeg tager et skridt af gangen.
Men men der er også en god ting ved at miste håret.. Det er jo ikke kun på hovedet, det ryger sgu også nede ved missen og det er jeg MEGET glad for...Har altid været irriteret over at der skal vokse hår dernede. Så det bliver befriende. Der er også begyndt at ryge nogle hår i øjenbrynene. Det er jeg ikke så glad for.. Og glæder mig heller ikke til øjenvipperne ryger.. Men jeg må jo bare lære og lægge den rigtige makeup istedet.. Hvem ved jeg bliver måske helt god til det der med makeup??? Herlev arr. makeup kursus hver 14. dag og når jeg kommer hjem fra ferie har jeg tænkt mig at melde mig til et...Men indtil da har Lange Lotte lovet og hjælpe mig...
Nå om en uge drager vi på ferie til Spanien og jeg glæder mig så meget... Vi trænger så meget til ferie efter det vi har været igennem....Så ved ikke lige hvor meget jeg får skrevet, men tager computeren med, så mon ikke der falder et lille ord eller to....
Nå det var endnu  engang lidt fra mig...
See you knus fra mig...

Så er jeg tilbage fra ferie.. Det blev ikke til noget som helst skriverier i ferien...Men hold da op hvor var det skønt og komme væk...Især fra denne lorte sygdom..Den blev ikke glemt men gemt væk et godt stykke tid...Det var næsten som at være normal og dog...Kunne godt mærke at jeg ikke var som jeg plejede og være, følelserne sad rigtig meget uden på kroppen og Torben fik da også en tur en gang imellem..(sorry skat). Men tingene er ikke normale iøjeblikket og jeg må konstaterer at jeg kan ikke klare dette alene. Så jeg skal have fundet den psykolog, for der er for mange ting som rumsterer inde i mit hoved... Så til alle jer dejlige venner og familie som var med på ferie et kæmpe undskyld for min opførsel. Men det var super dejligt at være sammen med jer.. Men jeg har godt kunne mærke at jeg ikke havde de samme kræfter som jeg plejer. Faldt helt sammen da vi sad i vores bil på vejen hjem... Men det var nu også skønt og komme hjem igen. Havde sådan savnet min baby Suzzi og selvfølgelig også vores katte Pica og Elvis...
Nå vi kom hjem onsda aften og torsdag morgen meldte hverdagen sig igen, skulle være på Herlev til blodprøver og samtale kl. 8.30. Men igen igen igen er det fandme ikke til at finde rundt på Herlev. Skulle møde til samtale på B3 stue 5. Havde så ikke lige lagt mærke til det lille x som var sat efter stue 5. Vi spurgte en sygeplejerske om hvor vi skulle være når det var B3 og hun viste os derhen. Men det var helt forkert. Sygeplejersken som jeg skulle snakkede med fandt os da, for der er åbenbart andre end os som går forkert. Og faktisk mens Torben og jeg ventede var der rigti mange som måtte spørge om vej...Hmmm måske Herlev skulle kigge lidt på hvor meget tid de selv bruger på at vise patienter rundt. Et godt råd ville være at gøre det meget mere gennemskueligt eller osse give os en rundvisning når vi dukker op første gang...
Nå men til samtalen skulle vi snakke om hvordan det er gået siden sidste gang...Og var jo 5 uger siden jeg fik kemo sidst så jeg skulle lige have hjernen igang igen. Skulle også aflevere et skema over mine bivirkninger da jeg jo er med i et projekt omkring kemoen.Sygeplejersken kiggede så på mine tal og det ser ud som om at jeg har/haft en infektion i min krop da mine tal var lidt høje. Men gudskelov ikke for høje, så jeg kunne sagtens få behandling dagen efter. Og så tænker jeg igen, hvorfor er det nu at man ikke kan få kemoen samme dag som man er til samtale??? Nå der er vel en grund...Fik torsdag aften lavet en dejlig rød bøf med lidt rødvin til. For man ved jo aldrig hvornår man kan spise det igen...Mums det var lækkert...
Fredag skulle jeg så have kemo og vi hvade tid kl. 9.30. Vi var i god tid og satte os for at vente (denne gang vidste vi godt hvor vi skulle være, havde jo været der en gang før) Jeg gik ind og meldte at jeg var kommet og sygeplejerskerne sad rundt om deres bord og holdte møde. Fedt tænkte jeg så er jeg en af de første som skal ind. Men nej nej sådan skulle det ikke gå. Skal lige sige at der er plads til at 4 personer får kemo samtidig. Men der går ca 20 min. før nogen bliver kaldt ind og det er så kun 2 pers. som bliver kaldt ind og det er selvfølgelig ikke mig...Øv. jeg sidder og bliver noget sur for det er skide irriterende at sidde der og vente især når man ved de kan have 4 ind af gangen... Der går yderligere et kvarter og så kalder de endelig på mig. Min eneste kommentar er "det var sgu også på tide" hvorefter sygeplerjsken siger "ja jeg ved ikke lige hvad der skete for vi havde dig klar og så alligevel ikke" Flot ikke... Nå jeg bliver sat til rette og får stukket kanylen ind og denne gang ved jeg jo godt hvad der skal ske og bliver ikke så ked som jeg gjorde sidst, da det røde stads løber igennem...Men det kommer igennem det hele og vi kan tage derfra kl. 11.00.
Så er det bare og vente og se hvad der sker denne gang. Torben og jeg får lige handlet ind til lidt aftensmad, så er det da gjort. Selvom jeg godt ved at jeg ikke kommer til at spise noget....
Først kl. 3 om eftermiddagen begynder jeg at blive lidt træt og så kommer den fandens hovedpine igen...Den kommer de altså til og gøre noget ved, for jeg kan ikke slå den ned med almindelige panodiler...Kvalme har jeg også lidt men når og få taget lidt ekstra kvalmestillende og det tager det. Så jeg må sige at denne gang var kvalmen ikke så slem som sidste gang. Men jeg kan igen godt mærke at det er som om at jeg har fået en gang influenza i kroppen. Fik om aftenen spist lidt frugt og drukket en af de der protein drikke fra apoteket. Jeg har fået en recept fra min læge for ellers er det godt nok noget dyrt stads det der proteindrikke...Besluttede mig for at tage en sovepille og forhåbentlig sove det hele væk...
Det er nu lørdag morgen og jeg har det egentlig ok...Lidt øm i kroppen og stadig lidt influenza øm i kroppen. Men er indtil videre sluppet billigt. Nu skal jeg så lige idag og imorgen stadig tage Prednisolon og dem bliver jeg lidt høje af og ret rødmosset i hovedet. Så må vi se hvad der sker.....
Fik mig igen en øvert da jeg kom hjem fra ferie. Endnu en som jeg har fulgt med brystkræft Charlotte Englev døde d. 18/7-09...Øv øv øv. Hun har levet med sin kræft i 7 år, men måtte desværre bukke under til sidst. Hun var til stor hjælp for mange af os med kræft, hun vil blive savnet af så mange mennesker...Æret være hendes minde...
Ved igen godt at mine odds er gode, men de her tanker omkring døden kommer mere og mere ind i mit hoved...For hvad nu hvis alt kræft ikke er væk eller kommer det efter kemo/stråler????? Jeg var forresten hos min læge i fredags også, for har haft lidt småproblemer med mit underliv i et halvt års tid og hospitalet og min egen læge synes at vi lige skal have det tjekket, så jeg skal til en gynækolog...Jeg synes iøjeblikket og det kommer nok til at blive ved, at lige meget hvor i kroppen jeg får ondt så tænker jeg hele tiden på om det kan være kræften...Det er godt nok svært...
Nå nu vil jeg slutte for denne gang..
See you knus fra mig

Hej Igen

Ja det er noget siden jeg sidst skrev og har godt nok også haft det bedre... Kom egentlig ok igennem de første dage efter kemoen. Men om søndagen var det som om min krop bare ikke ville noget som helst. Mandag begyndte jeg og få smerter i underlivet og skulle tisse rigtig mange gange..Man bliver sgu noget nervøs når der kommer smerter i kroppen... Det fortsatte med smerter og gik om i min lænd og ene hofte. Nå lovede så venner og familie at nu ville jeg ringe til Herlev for at høre hvad jeg skulle gøre. Det gjorde jeg så torsdag eftermiddag og fik fat i en kræft læge som hed Rikke. Hun sad så lige hos en patient og spurgte om det var ok jeg ringede om 10 min??? Ja selvfølgelig var det det... Ringede så igen og forklarede hvordan jeg havde det. Og hun syntes at jeg lige skulle komme ind på sygehuset for at få taget en blodprøve og evt. en underlivs undersøgelse. Nå ind på Herlevog skulle møde i noget de kalder ampe... Godt så det kunne vi ikke se nogen steder. Men lægen havde sagt at det var ved siden af skadestuen..Det viste sig så at være indlæggelsen... Fuck  gad godt nok ikke at de skulle indlægge mig. Men jo det skulle jeg. Nu er det sådan at når man kommer der så kan man ligge der i op til 24 timer inden de indlægger en rigtigt. Nå jeg blev indstalleret på gangen, rigtig fedt og ligge der til skue for alle, men der var vel rift om pladserne... Der gik noget tid før en sygeolejerske kom og fik mig ind på en stue hvor hun tog blodtryk blodprøve og spurgte om div. ting. Derefter skulle vi så vente på lægen... OG der lå jeg så og gloede i ca. 3 timer... Så kom den læge som jeg havde talt i tlf. med. En ung læge som jeg umiddelbart tænkte måske havde noget empati...MEN NEJ NEJ hold kæft hvor var hun arrogant og rigtig ubehagelig...Det første hun siger til mig er at "der er jo ikke noget og se i dine blodprøver" Ja det kan da godt være, men jeg har stadig ondt, siger jeg så til hende. De har også tjekket min urin og den viser + 1, men det er bare forurening siger hun. Nå så trykker hun mig på mave og underliv. Og jeg siger til hende at det nok ikke er så godt for jeg skal tisse og ligger og spænder helt vildt. Men hun bliver bare ved og sige til mig at jeg skal slappe af..Ja right prøv du lige og slappe af når hele ens underliv er fyldt med urin...Det er faktisk ikke skide nemt...Nå hun fatter langt om længe at jeg altså er nødtil og skal en tur på toilettet. Kommer ind igen og prøver og forklare hende at jeg før har haft blærebetændelse og at det føles lige sådan som alle de andre gange...Hun kan ikke forstå at jeg ikke har mere ondt når hun trykker på min mave/underliv. Men igen prøver jeg og sige til hende at jeg har ligget i ca 3 timer og slappet af og det hjælper ret meget på mine smerter. Men når jeg begynder og gå rundt kommer de væltende tilbage... På dette tidspunkt er jeg ved og være godt sur, for jeg føler ikke at hun tror på mig. Så til sidst siger jeg til hende om hun tror at det er for sjov skyld jeg er kommet??? Det er jo dem som igen skriver i deres fine brochure at man SKAL ringe til dem hvis der er noget og det var jo bare det jeg gjorde... Ydermere sagde jeg til hende at hvis det ikke var fordi de siger man skal ringe til dem, så havde jeg jo bare kontaktet min læge som jeg plejer og gøre når dette sker...(skal lige siges at jeg har prøvet dette en del gange) Efter og have givet hende den svada vender hun helt rundt og siger at hun kan da også lige give mig nogle piller i 3 dage mod blærebetændelse og at jeg endelig må ringe/komme igen hvis det bliver ved/værrer. Så siger jeg til hende at det skal hun ikke regne med at jeg gør hvorefter hun bliver godt fornærmet og går... Nå jeg får pillerne og kører hjem igen... Og hvad sker der,jeg tager 2 piller om aftenen og 2 piller om morgenen og op af formiddagen fredag går smerterne væk..Måske jeg havde ret... Jeg er så skide træt af at de skriver i deres fine brochure at man skal dit og dat og når man så gør det, så er det sgu et problem...Øv
Nå har langt om længe fået fat i en psykolog og har nu været til samtale 2 gange. Ved ikke helt endnu om det hjælper, for der bliver rodet godt rundt i mit hoved...Men det skal nok komme. Det bliver det nødtil for ellers så overlever Torben sgu ikke...Jeg er ikke særlig behagelig og være sammen med iøjeblikket.. OG jeg kan bare ikke komme ud af dette her dårlige humør som jeg er i...Ønsker ikke dette helvede for nogen... Og jeg ved godt at jeg er stærk, men selv den stækeste må indimellem bukke under...
Nå skal på hospitalet på onsdag til samtale og der skal godt nok lige brokkes lidt...Og torsdag står den så på kemo...Håber og skrive lidt i weekenden til jer...
Nå vil slutte for denne gang..
See you knus fra mig

Hej Igen

ja det kører sgu ikke lige som jeg gerne vil det..FUCK DET ER HÅRDT... ja undskyld mit sprog, men det er bare ikke nogen dans på roser. Det slider så enormt meget på min krop, humør væremåde ja alt hvad der engang var mig. Er slet ikke mig selv og stakkels mine omgivelser... Bliver jeg nogensinde mig selv igen???
Nå kemoen sidst gik godt nok ad helvede til. Min kære dejlige søster tog ellers med mig og det var jeg rigtig glad for. Selve behandlingen gik også fint og vi tog på cafe Felix bagefter for at spise frokost. Men så begyndte jeg at få lidt kvalme og tog nogle af de der ekstra piller, og håbede så at det ville gå væk... Men nej ikke helt..Tog igen nogen klokken tre..Og da klokken blev fire gik det helt galt..Jeg kastede op de næste 5 timer..Og det var hvert kvarter,. Det var lige meget hvad jeg gjorde eller ikke gjorde så kom det bare...Puha det var bare hårdt.. Torben prøvede ellers flere gange og overtale mig til at ringe til hospitalet, men nææ nej jeg skulle absolut være stædig. Og det hang desværre nok i mig fra sidst jeg tog på Herlev. Det orkede jeg bare ikke igen... Men da klokken var halv ni tog han telefonen og ringede og de bad ham om at komme ud for at hente nogle stikpiller til mig...Aldrig har Torben kørt så stærkt, han var hjemme i løbet af 20 min. De hjalp så rimelig hurtigt og jeg lagde mig til at sove... De næste dage var min krop fuldstændig brugt.. Og havde også en del kvalme i dagene efter..Det er sgu noget giftigt stads det kemo.. Men det har de jo heller ikke sagt at det ikke var...
Jeg går stadig til psykolog og det er godt nok også hårdt, men også rart. Jeg får sat ord på alle de bange følelser jeg har inde i mig og som jeg ikke føler jeg kan tale med folk som er for tæt på mig. De render jo også rundt og er skide bange..Men det ville nu en gang imellem være rart at jeg kunne. Psykologen får også rørt en del ved min barndom og ja den var jo heller ikke nogen dans på roser. Hun mener at jeg har svært ved og acceptere min sygdom fordi at jeg er så enormt bange for at komme til at ligne min mor. Ja jeg er ked af det mor du får lige et par ord med også...Jeg er så træt af at du stort set altid har været syg, og at du i mange år nu har valgt ikke at ville mere. Ved godt at du ikke selv synes det sådan men der sker ikke meget for dig...Og jeg er sgu bange for at vi ikke har dig ret længe mere...Jeg har siden jeg var en lille pige skulle være alt for voksen alt for hurtigt, på grund af at du var syg. Jeg skulle alt for meget som lille pige. Og det hjalp så heller ikke at Lars synes jeg også skulle være voksen på det seksuelle plan.. Det er så ikke min mors skyld overhovedet, men det er heller ikke ligefrem det bedst for en lille pige...Men det hjælper mig rigtig meget hos psykologen at få snakket det hele igennem. Og hun hjælper mig også til at se at jeg ikke kan få min mor til at ændre sig...Men hvad jeg ikke gerne ville give for at min mor var der for mig....
Nå skal imorgen på Herlev for at have taget blodprøver og så skal jeg denne gang snakke med læge, da jeg på fredag skal have noget nyt kemo..Og det glæder jeg mig så ikke til. Det eneste positive ved det nye er at kvalme og opkastninger ikke sker så tit ved denne kemo. Men skal ligge ned og have kemoen og det tager en time for at løbe ind i kroppen. Og den første halve time skal der stå en sygeplejerske ved min side for at holde øje med mig. For den kan give en allergisk reaktion.. Puha.. De bivirkninger der er ved denne kemo er led smerter og at immunforsvaret ryger meget mere ned end den anden kemo. Så 24 timer efter kemoen skal jeg prøve og stikke mig selv med noget som skal få mit immunforsvar op......Men nu må vi se om jeg overhovedet kan få kemo, for jeg er rendt ind i en forkølelse og ved ikke om min krop så er stærk nok...
Har fået kontakt med en rigtig sød pige Tina som godt nok ikke har haft kræft men ville næsten med sikkerhed få det, da hun har det arvelige brystkræft gen. Hun kontaktede mig da hun havde hørt fra andre at jeg også har fået taget gentesten (men har stadig ikke fået svar) og ville høre mig om hvad jeg havde taget stilling til i forhold til at få fjernet brysterne hvis jeg har genet. Og jeg har fortalt hende at jeg får dem altså fjernet for jeg tør ikke få denne lorte sygdom igen. Og jeg sagde lige ud til hende at det synes jeg også hun skulle gøre...Og jeg vil støtte dig hele vejen Tina, det skal du vide og jeg mener stadig at det er det rigtige du gør...Du er for sej at du gør det Tina. Og tænk på at du gør det for dig selv men så sandelig også for at din familie kan have dig i rigtig mange år...
Nå vil slutte for denne gang og nu skal jeg nok prøve og være lidt mere flittig med at skrive..
See you knus fra mig

P.S. Jeg elsker dig af hele mit hjerte Torben og håber du overlever at jeg er så slem.....

Hej Igen

Ja har så ikke været så flittig til at skrive, men det har sgu også været en sej omgang siden sidst.
Nå jeg skulle til lægesamtale inden den nye kemo og ja det blev som jeg regnede med, den blev udsat da jeg var for syg af forkølelse. Nå ugen efter til ny samtale. Min blodprøve så fin ud, men lægen var bange for at jeg ikke var helt klar. Havde været hos min egen læge et par dage før og fik penecillin og måske havde det taget det værste. Nå lægen ville have en ny blodprøve kaldet crp hvor de kan se mere præcist om der er en infektion i kroppen. Fik tid til at starte på kemo dagen efter, men skulle vente og se om de ringede at det skulle udsættes. De ringede gudskelov ikke, så jeg kunne få kemo dagen efter. Torben og jeg troppede troligt op og satte os for at vente. Vi ved efterhånden at der ihvertfald går en halv time før man kommer til, da de først blander ens behandling når man er kommet. Nå da der var gået en time kom en sygeplejerske og satte en seddel op om at der var en times ventetid, da de havde sygdom nede der hvor man blander...Fedt nok..Det blev så til halvanden times venten mere..Skod...Vi har fandme også et liv. Det fatter de bare ikke... Og imens sidder der så jeg ved ikke hvor mange sygeplejesker og intet kan lave. Nå endelig blev jeg kaldt ind. Blev lagt i en seng og målt mit blodtryk som var helt fint. Den information skulle hun bruge løbende mens jeg fik behandling. De kan åbenbart se på blodtrykket om man får en allergisk reaktion. Nå stadset begyndte at løbe ind og der var så lige et tons af informationer jeg skulle have omkring denne nye kemo. Så inden jeg fik set mig om var der gået en halv time og så var jeg uden for fare...
Men hvor var det skønt at der ingen kvalme eller opkast var. Og jeg havde det pragtfuldt. Ikke mindst på grund af de der prednisoloner som jeg skal tage inden og dagen efter. Jeg bliver fuldstændig energisk af dem. Jeg får også sådan en køn rødme i hele hovedet. De er også med til at holde smerter og ubehag væk. Nå senere den dag skulle jeg på Kennedy centret for at få svar på min gentest. Puha jeg var nervøs. Men gudskelov havde jeg ikke det syge Brca gen. Fuck det var dejligt og høre især for min familie. Men jeg står står stadig tilbage og ved ikke hvor stor risiko der er for at min kræft kan komme igen. Men det bliver nok sådan at hvis jeg kan få lov, vil have mine bryster fjernet...
Havde det rigtig godt lige indtil lørdag nat, hvor jeg vågnede og bare skulle på toilettet...Puha en omgang diarre jeg havde...OG fuck hvor kunne jeg pludselig mærke hele min krop. Jeg havde så ondt i alle mine led at jeg troede jeg skulle dø. Havde fået at vide jeg skulle tage ipren som smertestillende og de hjalp bare nada. Men jeg er jo desværre en stædig satan, så jeg skulle ihvertfald ikke ringe til hospitalet for at få noget stærkere. Det havde de sagt at jeg bare skulle gøre... Men næ nej jeg prøvede at holde ud. Jeg fik også store problemer med min mund. Det føltes som om den var blevet svitset af og det var meget begrænset hvad jeg kunne spise. Måtte mandag ringe til Herlev og sygeplejesken ville få fat i en læge som ville ringe til mig. Men nej det blev sygeplejersken der ringede og sagde at lægen havde sendt en recept på noget morfin stads til mit apotek og at lægen ville ringe senere. Men hun ringede aldrig.. Og de kunne desværre ikke lige gøre noget for min mund..Øv. Nå men det har godt nok vist sig at være en kemo som er MEGET værre end den anden. Det må jeg desværre indrømme.. Og jeg kan stadig mærke en del til smerter i min krop. Og ak jeg skal på den igen på onsdag...
Nå humøret har heller ikke været det bedste, jeg ved godt alle prøver og opmuntre mig ved at sige der "kun" er 2 gange tilbage. Men hvor synes jeg bare at det er lang tid endnu, især fordi jeg ved hvilket helvede jeg skal igennem 2 gange. Jeg synes lige nu at jeg ikke kan se mig ud af det hele. Og bliver ved i mit hoved at kværne hvorfor lige mig..Det er bare ikke retfærdigt. Synes sgu jeg har været nok igennem... Er stadig også skide bange for at det kommer igen eller at de ikke har fjernet det hele..Puh det er sejt. Men jeg har stadig fantastisk opbagning fra min familie og rigtig gode venner..OG det skal i have tusind tak for. OG prøver så meget at komme igennem uden det går ud over nogen...
Mine drenge tager det helt fantastisk. Jeg tror det har været godt for Nicklas at være på efterskolen mens dette står på, for han ser mig gudskelov ikke have det alt for skidt. Og det kan jeg godt fornemme går PAtrivk en del på. Jeg skal virkelig passe på med alt for meget at sige av eller være ked af det. Så står han der med det samme om der er noget han kan gøre. Jeg kan se skrækken i hans ansigt og det er bare så hårdt. For børn burde bare ikke skulle sådan noget igennem. Men han har en fantastisk lærer som ringer til mig med jævne mellemrum og som tager ham ud til en snak, så vi ved hvor han er henne i alt det her. I am so sorry drenge..Dette skulle i være foruden... Men jeg skal nok komme tilbage med fornyet styrke..Det skal jeg bare...Men det er godt nok svært..
Nå vil slutte for nu og vil igen prøve om jeg kan skrive lidt oftere..

See you knus fra mig

Hej Igen
Ja har så været igennem 2 kemoer nu og den næstsidste var så heller ikke nogen dans på roser. Har haft så ondt i alle led i min krop og min mund har været fuldstændig svitset af. Og når man ligger sådan så kan jeg ikke lade være med og tænke på om jeg nogensinde bliver normal igen. Nej det gør jeg jo nok ikke. Nu må vi se med kroppen. Men det mentale bliver aldrig det samme igen...
Ja jeg går jo og overvejer om jeg alligevel skulle tage og få fjernet mine bryster. Jeg var til samtale med en sygeplejerske som mente jeg skulle tale med deres overlæge Klaus, som kunne give mig nogle tal på min risiko. Var forberedt på at vi skulle ind til en gammel og ikke særlig empatisk læge, men der blev vi sgu noget overrasket. Han var rigtig god til at forklare sig og havde stor forståelse for at jeg gerne ville af med brysterne hvis det kan hjælpe. Men er ikke sikker på det hjælper mig særlig meget. Jeg fik at vide at med den kræftform jeg har haft, alder og alt muligt andet så er min overlevelses procent 90. Med hensyn til at denne kræft kommer tilbage og det kan vel og mærke være hvor som helst i kroppen så er der 17 % risiko for tilbagefald for mig. Det jeg så ikke fik at vide var om en helt ny omgang brystkræft. Hvad er min risiko for det...Nå har ny samtale med Klaus d. 16 nov. så må hører ad der.
Endnu et slag oven i alt andet var da jeg fik brev fra et pensions selskab om at min far er død!!!! Puha det var sgu en hård måde og få den besked på...Det skal lige siges at jeg først fik kontakt til min far for 13 år siden og vi så kun hinanden i ca 2 år...Havde faktisk fundet hans tlf. nr. fordi jeg ville i kontakt med ham og også for at evt. finde mine søskende så de kunne få at vide at vi er i en vis risiko gruppe for brystkræft.. Men det nåede jeg desværre ikke. Jeg ringede til pensionsselskabet for at høre hvad og hvorfor. De kunne så fortælle mig at han døde d. 22 juli men ikke af hvad. Jeg fik hende til at oplyse mig navnene på mine søskende og gik så igang på facebook med at lede. Jeg fik hurtigt kontakt til min storesøster som jeg også så dengang jeg havde kontakt med min far. Hun ringede til mig og kunne fortælle at vores far var død af kræft. Han ville være blevet 60 år næste år. Puha. Han døde af galgekræft sådan som jeg kunne forstå. Min storesøster og min fars søster havde forgæves forsøgt og finde os da min far døde, men de kunne ikke få oplysninger på os. Min storesøster kunne ikke huske mit nye efternavn. Jeg fik yderligere også at vide at min farmor døde af brystkræft, men ved endnu ikke helt så meget om det. Jeg skal have ringet til min fars søster som kan fortælle mig meget mere. Men skal lige have overskuet til det.
Fandt så den ene af mine mindre søskende på facebook, men det virkede ikke som om hun var helt ivrig efter at mødes,men hun kunne så fortælle mig om den tredje søsters navn. Så hende fandt jeg også og skrev til hende.
Hun ringede til mig samme eftermiddag og vi fik en lang snak om vores far. Og begge mine mindste søskende fik desværre også beskeden om vores far på sammen måde som jeg. Det er sgu lidt hårdt...
Mette har oplevet at bo sammen med vores far og kan huske en del om ham og har også en del billeder. Så vi aftalte at mødes hos hende den efterfølgende søndag, men jeg måtte desværre melde fra da jeg fik det skidt. Sådan er det desværre iøjeblikket. Pludselig kan jeg få det skidt... Men når jeg har lidt ovedrskud igen så vil jeg ringe for at vi kan ses. Har brug for at vide noget mere om min far.
Går rundt og er noget underlig i mit hoved, for jeg er på den ene side voldsom ked af at min far er død, men kan ikke helt ´finde ud af mine følelser for ham... Jeg kendte ham jo desværre ikke så længe, men har altid sagt at det er ok at han meldte fra dengang. Han var ikke klar til flere børn.. Og sådan er det. Og da jeg opsøgte ham tog han helt vildt godt imod mig, jeg havde altid været i hans tanker..
Men med disse 2 dødsfald synes jeg det ser skidt ud. Er rigtig bange for at jeg netop har fået kræft fordi det lå i familien.. Men kommer nok aldrig til at være helt sikker.
Fik i mandags min sidste gang kemo og det gik fint og sidder så her onsdag og har det ikke skide godt...Synes ubehaget er startet noget før. Min hals mund og mavesæk er fuldstændig svitset(sådan føles det). Og mine fingre og tæer er følelsesløse og snurrer underligt. Men det er jo også en af bivirkningerne. Og har så influenza symptomer også. De har så givet mig nogle andre piller i håbet om at jeg ikke mærker for meget til led smerterne. Så det sidder jeg og krydser fingre for...
Var i lørdags til showetbrystgalla og det var sgu en fed oplevelse, men også hårdt..Jeg kom sgu til at tude flere gange, især da de forskellige historier kørte. Men jeg fik set min Thomas og det var bare godt. Flere har vist hørt mig i tv skrige efter ham. Men sådan er jeg... Endnu engang tak til min fantastiske søster, for hun havde skaffet billetterne til os og vi havde en rigtig dejlig aften. Du er fantastisk søster og ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dig. Jeg var bestemt ikke kommet igennem dette.
Jeg må sige at jeg stadig er skrækslagen for om de nu har fået fjernet det hele og tror da også at der går lang tid før je kan blive bare lidt mindre bange..Jeg vil når strålerne er overstået blive tjekket i fem år og synes sgu ikke det er særlig lang tid. Jeg skal i de fem år til samtale med en læge hvert halve år og hvert andet år have mammografi og ultralyd, det blev jeg ikke særlig begejstret for så de har lovet mig at de laver en mammografi og ultralyd på mig hvert år. Men egentlig kunne de godt skrotte mammografien for den er ikke særlig sikker. Den første jeg fik taget her i forbindelse med min kræft, der kunne de ikke se min kræftknude. På trods af at man tydeligt kunne føle den. Og ultralyden var da også helt klar...Der kunne man tydeligt se den... De siger også at der jo er farer ved at lave mammografi, man får stråler ved den. Jamen så skrot den da især når den ved yngre kvinder ikke er sikker...Nå men jeg mangler jo også stadig og tage beslutningen om at fjerne mine bryster og er sgu ikke sikker på at jeg gør det, for der er rigtig meget som taler for at det ikke kan betale sig. Men jeg mangler lige det sidste omkring min far og farmor som jeg skal have snakket med lægen om. Og så beslutter jeg mig. Men tror jeg lader være...
Nå jeg vil slutte nu og prøver om ikke jeg kan skrive noget ofterer..

See you knus fra mig

P.S. En stor tak for hjælpen til min søsters indsamling hos støt brysterne. Især det store belæb som blev indsamlet ved BS 72 afslutningsfest. TUSIND TAK Annette og Finn

Hej Igen

Ja det er rigtig længe siden jeg sidst har skrevet, men overskuddet har ikke lige været der.

Efter den sidste kemo er der sket en del. Jeg havde det så elendigt efter den sidste kemo. Kan slet ikke beskrive hvor ondt det gjorde i hele min krop.. Og jeg lider desværre stadig..
Nå men 4-5 uger efter den sidste kemo bøvlede jeg stadig med en arm der gjorde mega ondt og så begyndte min hals at te sig. Jeg følte og føler stadig at der sidder en stor klump i halsen og det gør jeg indimellem har svært ved at trække vejret ordentligt. Nå jeg ringede til min egen læge og han var der desværre ikke, så det var en vikar jeg kom ind til . Han kiggede i min hals og følte uden på, men kunne ikke helt blive klog på hvad det er. Han tog så en blodprøve for at se om min skjoldbruskkirtel havde taget skade af kemoen. Min arm sagde han lige ud at han ikke vidste hvad han skulle gøre. Så jeg blev ikke meget klogere. Jeg ringede så til Herlev som gav mig en tid til min hade læge Else. Og det var jo en skuffelse som sædvanlig. Torben og jeg sad og ventede ude på gangen og da hun kom ud var hun faktisk ved og ville undersøge mig ude på gangen hvor alle andre kunne følge med. Men tog mig gudskelov med ind på stuen. Kiggede på min arm og sagde så at det var de uden skyld i.. Hallo jeg er ikke ude på at få at vide hvis skyld det er, jeg vil bare gerne hjælpes så det ikke gør ondt mere..Men nej det er ikke vores skyld sagde hun bare. Du skal bare tage nogle Ipren i en uge og så går det væk. Hun glemte bare at jeg dagligt tager Ipren for min nakke og det har altså ikke hjulpet min arm. Men det var bestemt som om at vi bare skulle ud af døren så de kunne komme på weekend...Og min hals ville hun ikke tage sig af for den havde min egen læge jo gang i...Nå ugen efter skulle jeg ringe til min egen læge for at få en tid til svar på blodprøven. Men fik at vide fra sekretæren at jeg ingen tid kunne få da min læge er blevet sygemeldt til efter nytår. Og hun fortalte mig så i tlf. at mine blodprøver var helt fine. Så stod jeg der og var ikke klogere. Nå jeg ringede til Herlevs booking for at få en tid til en læge. Men der stødte jeg så på en rigtig sur kælling som fortalte at man da ikke bare kunne ringe og få en tid til en læge. Selvom jeg forelagde min problematik med min egen læge.. Næ nej den gik ikke og efter et større skænderi smed jeg røret på. Jeg styrtede ned til Torben og tuede og fortalte hvad der var sket. Og han blev så rasende og sagde at nu skulle han fandme nok ringe til dem. Han ringede til sygeplejesken, og hun var heldigvis rigtig sød og sørgede for at Klaus eller Farouk ville ringe til mig. Sad i min bil dagen efter hvor jeg lige havde hentet min store søn på efterskolen da Farouk ringede. Og nej det gik så heller ikke som jeg ville...Hun blev ved og sige at jeg skulle ringe til egen læge selvom jeg sagde til hende hvad der var sket med ham. Jamen så måtte jeg ringe til vagtlægen eller tage på skadestuen og derefter blive indlagt hvis det var så stort et problem. De ville ihvertfald ikke se mig...Åhhh jeg blev tosset og råbte og skreg ad hende hvad hun var for et følelses koldt menneske og at jeg var skide bange for hvad fanden der var glat med mig. Men der var ingen sympati at hente og jeg smækkede røret på. Den efterfølgende tirsdag skulle jeg til den første omgang stråler og skulle inden have en samtale med en sygeplejerske. Og stakkels hende for jeg var tosset og gal på dem alle. Hun  prøvede at få mig til at fortælle hvad der var galt, men jeg nægtede for nu kunne de sgu bare rende mig et vist sted...Nå jeg tog mig sammen for hun var jo rigtig sød og det var jo ikke hendes skyld. Jeg fortalte det hele stortudende og hun var rigtig forstående og kunne slet ikke forstå hvorfor jeg var blevet afvist på denne måde. Hun ville så lige tage fat i deres læger og hører om de ville kigge på mig, men nej det ville de ikke. Det vil sige det ville de godt, men de er ikke eksperter når man har fået kemo og hvad det kan gøre ved kroppen. Men hun sørgede så for at kontakte afd. og for at jeg kunne få en tid hos Klaus som stort set er den eneste læge jeg har det godt med. Der ringede så en sekretær dagen efter og sagde at der var meget lang ventetid på at få en tid til Klaus, og hun syntes at jeg skulle til nu. For jeg kunne ikke blive ved og gå og vente og være bange. Hun tilbød så en ny tid til en anden overlæge som vist nok hed Jeanett dagen efter. Den takkede jeg ja til...Jeg tog selv til samtalen og hvor var hun bare god forstående og rigtig sød. Hun undersøgte mig grundigt og sagde så til sidst at det desværre stadig er kemoen der driller mig og at der ikke er noget farligt ivejen. Hun tog også en lang snak med mig for hun ved godt at når vi patienter er færdige med kemoen så er der rigtig mange som bliver bange og nervøse. For ejg må ærligt indrømme at jeg var skide bange og havde mest lyst til få mere kemo for så følte jeg mig sikker..Men samtalen med hende gjorde mig rolig igen og jeg fik hendes kort og hun sagde at jeg bare kunne ringe uanset hvornår... Det var sgu dejligt..
Nå strålerne er nu i fuld sving og jeg har kun 14 dage tilbage. Men så har de altså ogsp været igang siden d. 10/12-09. Jeg har fået det man kalder drop in tider, det betyder at jeg dagligt kan komme fra kl. 14.15 og til kl. 19.45 og det er jeg rigtig glad for...Før nytår var jeg rigtig heldig når jeg kom, der var stort set ingen ventetid. Men det er da skide irriterende at skulle derud  hver dag. Men der var da dage hvor det tog flere timer før jeg var hjemme. Det var så vejret der drillede, det tog en krig at komme fra Tåstrup og så til Herlev. Her efter nytår ved jeg ikke hvad der er sket men der er mindst en times ventetid og det er bare sejt. Igår fredag ventede jeg 2 1/2 time på Herlev før jeg kom ind til 5 min stråler. Det passer så ikke helt for Balder som strålemaskinen hedder var noget træt og gik selvfølgelig i stå mens jeg lå på briksen. Så der var yderligere lidt ventetid...Jeg glæder mig så meget til det er overstået...Det er gudskelov ikke de store bivirkninger der er ved strålerne. Jeg er godt nok ved og være en del forbrændt på brystet og det kløe og svier en del. Men intet imod kemoen..Jeg bliver også noget træt, men det vidste jeg godt...
Jeg har så stadig problemer med min arm, hals og så er mine fødder og hænder hårdt ramt af snurren og det gør mega ondt...Især kulden lige nu gør at jeg har store smerter i hænder og fødder og man kan ikke sige om det nogensinde forsvinder igen. Der er desværre nogen som har det for evigt. Fuck det håber jeg ikke, for så kommer jeg ikke til at spille fodbold igen. Men jeg ringede igår til sygeplejerskerne på Herlev for at høre om der ikke er noget jeg kan gøre eller få for jeg sover helt vildt dårligt. Vågner 7000 gange om natten på grund af smerter. Og det kan jeg ikke holde ud. Hun skulle lige snakke med en læge og ville så ringe tilbage og det gjorde hun efter en halv time. Men de vil så gerne se mig. Det kan desværre være at jeg er en af dem hvor det vil blive ved og lægen skal se mig for at vurderer om jeg evt. skal på smerteklinikken. De kan så hjælpe med noget medicin som ikke bare er morfin. For det er meget den løsning man bruger på kræft afd. Altså at give morfin og det jo bestemt ikke i længden. Så det er jeg noget nervøs for. Men på den anden side jeg kan ikke leve med de smerter mere...Foruden at hænder og fødder sover og at jeg ikke helt kan mærke dem så er de også utrolig overfølsomme så hvis jeg slår dem så gør det mega nas. Det kan bare ikke beskrives. Det er sgu irriterende for jeg går som en gammel kone...Nå håber de finder en løsning...
Mit humør bliver bedre og bedre. Men det hænger i høj grad sammen med at jeg ikke får kemo mere. Alle de smerter man har i forbindelse med kemo gør rigtig meget ved humøret. Men ingen tvivl det at jeg snart er færdig behandlet gør rigtig meget. Jeg er så stadig meget bange...Bange for at det lorte kræft vender tilbage...Og jeg kan godt mærke at uanset hvor i kroppen jeg har ondt så tror jeg straks at det der kræften som laver ballade. Men det bliver forhåbentlig bedre jo længere tid der går...
Vil endnu engang takke min fantastiske familie. Især min mand og søster. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skulle have gjort uden jer. Havde ikke klaret mig så godt uden jer og jeg ved ikke hvordan og hvad jeg skal gøre for at takke jer. I er så meget i mit hjerte...Elsker jer....
Nå nu vil jeg slutte og vil prøve at være bedre til at skrive noget hurtigere...

See you knus fra mig